KIROPRAKTIK

Kiropraktik hos Kiropraktik & Sundhed Lolland-Falster

Hos Kiropraktik & Sundhed Lolland-Falster tilbyder vi kiropraktisk behandling til både børn og voksne. Kiropraktik er en effektiv metode til at lindre smerter, forbedre kroppens funktion og forebygge skader. Vores kiropraktor hjælper med at finde og afhjælpe ubalancer i kroppen, der kan påvirke både bevægelse og velvære. Vi tager os tid til at forstå, hvad der fylder hos dig.

Læs videre for at finde ud af, hvordan kiropraktik kan hjælpe dig, og hvordan vi kan støtte hele familien på vejen mod bedre helbred og velvære.

Kiropraktor konsultation

Kiropraktorens uddannelse

En kiropraktor gennemgår en femårig universitetsuddannelse, der efterfølges af et år i turnus.

De første tre år af uddannelsen er integreret med medicinuddannelsen, hvilket betyder, at 90 procent af undervisningen er identisk. Her bliver vi undervist i medicinske og patologiske fag. Samtidig indgår praktiske behandlingsfag samt praktikker på hospitaler med relevante specialer og hos kiropraktorer.

Kiropraktoren er herefter specialiseret i at undersøge, diagnosticere og behandle bevægeapparatslidelser.

Kiropraktoren er autoriseret sundhedspersonale i det danske sundhedssystem, ligesom din egen læge, speciallæger, tandlæger og fysioterapeuter.

Der er derfor ikke behov for en henvisning fra egen læge, og der ydes tilskud både fra den offentlige sygesikring og fra Sygeforsikringen Danmark.

Efter endt uddannelse er der krav om efteruddannelse, som kan omfatte nye behandlingsteknikker eller specialisering inden for en bestemt patientmålgruppe, f.eks. børn eller idræt.

Typiske problematikker kiropraktoren ser 

Voksne

  • Smerter, låsninger, stivhed og begrænsninger i nakke eller ryg.

  • Hovedpine

  • Svimmelhed

  • Hjernerystelse

  • Kæbespændinger

  • Symptomer fra stress

  • Smerter efter et fald eller ulykke

  • Overbelastning og irritationstilstande i kroppens muskler og led

  • Smerter fra arm, skulder, albue eller hånd

  • Smerter fra ben, hofte, knæ eller fod

  • Lænd og bækkensmerter

  • Diskusprolaps

  • Spinalstenose

  • Iskassmerter

  • Smerter fra slidgigt

  • Smerter i lænd/bækken i forbindelse med graviditet

Børn

  • Hovedpine

  • Koncentrationsbesvær

  • Smerter fra muskler og led

  • Fordøjelsesproblemer

  • Balance og koordinationsproblemer

  • Nedsat bevægelighed

Spædbørn

  • Asymmetri

  • Favoritside

  • Fladt baghoved

  • Urolig

  • Kolik

  • Ammeproblemer

  • Fordøjelsesproblemer

  • Svært ved at ligge på maven

  • Dårlig søvn

Kiropraktor undersøgelse og behandling

Henvisning til røntgenoptagelse eller scanning

Kiropraktorer har henvisningsret til billeddiagnostisk udredning. Ved behov kan vi henvise dig til røntgen, ultralydsundersøgelse eller MR-scanning.

Rekvirering af røntgenoptagelse eller scanning

Hvis det er relevant før eller undervejs i din behandling, kan vi rekvirere dine røntgenbilleder, ultralydsscanning, CT- eller MR-scanning fra andre kiropraktorklinikker, radiologiske afdelinger eller private scanningsklinikker.

FAQ

Er der bivirkninger ved kiropraktisk behandling?
Kiropraktisk behandling er næsten altid smertefri og uden bivirkninger, bortset fra eventuel midlertidig træthed eller ømhed i de efterfølgende 24-48 timer.

Er kiropraktik for alle aldre?
Kiropraktisk behandling er for alle – både voksne, børn, spædbørn, ældre, gravide og sportsudøvere. Behandlingen tilpasses altid efter din alder, fysik og problematik. Derudover tages der højde for allerede kendt sygdom eller sygdomshistorik.

Hvad er det, der siger “knæk”?
Når leddene er spændte og har svært ved at bevæge sig, benytter kiropraktoren ofte manipulation til at genskabe bevægelighed og funktion. Ved manipulationsbehandling frigives en lille gasboble mellem leddene, hvilket kan forårsage den velkendte "knæk"-lyd. Især manipulation i nakken kan give en højere lyd, da høreorganet er tæt på. Husk, det er ikke dine knogler, der siger knæk, men frigivelsen af gasboblen i rummet mellem to led.

Skal det sige knæk for at hjælpe?
Nej, det er ikke altid nødvendigt, at leddene siger knæk, for at behandlingen skal have en positiv effekt.

Hvor mange gange skal man gå til kiropraktor?
Et gennemsnitligt forløb hos en kiropraktor er cirka 3-5 behandlinger.
Det skal altid give mening for dig at gå til kiropraktor. Derfor er det også vigtigt for kiropraktoren at afstemme forventningerne ved en af de første konsultationer.
Ved kroniske tilstande er det ikke altid muligt at helbrede, men behandlinger med uger til måneders mellemrum kan hjælpe med at forbedre din tilstand.

Kiropraktor behandling af gravide

Hvorfor opsøge en kiropraktor?

80 procent af befolkningen vil opleve smerter i bevægeapparatet i løbet af deres liv.

Som kiropraktorer er vi specialister i at undersøge, diagnosticere og behandle smerter i bevægeapparatet, dvs. smerter relateret til led, knogler, muskler og sener.

Nogle smerter opstår akut, mens andre udvikler sig til kroniske smerter. Du kan opsøge kiropraktik for både akutte og kroniske smerter.

Ved akutte smerter vil du blive undersøgt for at finde frem til, hvilket væv der er irriteret eller beskadiget. Udover behandling af det involverede væv vil du blive informeret om, hvilke bevægelser og aflastninger der vil hjælpe heling og smertelindring.

Ved kroniske smerter vil vi sammen finde frem til, hvilke bevægemønstre eller strukturelle ændringer der vedligeholder din smerte. Vi ser også på, om din smerte kan skyldes en underliggende sygdom, fx reumatoid arthritis, osteoporose, neurologiske eller metaboliske sygdomme som nedsat stofskifte.

Kiropraktiske behandlinger er også en god idé, når du har forladt den akutte smertefase. Her vil fokus være på at tillære dig nye vaner, som kan forebygge et nyt tilfælde. Hvis du på arbejde eller i hverdagen har stillinger eller bevægelser, som over tid bliver uhensigtsmæssige, og du ikke kan undgå eller ændre på dem, kan kiropraktik også være gavnlige som forebyggende behandling.

Kiropraktik har tidligere primært været kendt for manipulationsbehandling (”knækket”). I dag består behandlingen hos de fleste kiropraktorer af meget mere. Den kiropraktiske behandling kan, ud over manipulation, omfatte triggerpunktsbehandling, akupunktur/dry needling, stræk og mobilisering af muskler og led, information om din skade og forståelse af din smerte, samt instruktion i øvelser og ergonomi.

Vi arbejder tæt sammen med de almen praktiserende læger. Ved behov informerer vi din læge og/eller henviser dig til yderligere undersøgelser og behandling.

Vi gør brug af tværfagligt samarbejde med andre behandlere som fysioterapeuter, osteopater, massører, kraniosakralterapeuter og zoneterapeuter for at sikre dig den bedste behandling.

Kiropraktor træningsøvelser

Første konsultation

Det kan være fyldt med mange følelser at møde op hos en ny behandler for første gang. Derfor kan det være rart at vide, hvad der venter.

Når du bestiller din tid, vil du blive bedt om at angive årsagen til din henvendelse. Dette giver os et udgangspunkt, inden vi går mere i dybden med undersøgelsen.

Vi afsætter god tid til at forstå dine behov, så vi kan hjælpe dig bedst muligt.

Kiropraktoren starter konsultationen med at indsamle din sygehistorie, på samme måde som ved et besøg hos egen læge. Her stilles en række spørgsmål om din aktuelle problematik samt om tidligere sygdomme, skader, medicin og din livsstil — herunder motion, interesser, arbejde og hvad der ellers måtte fylde hos dig.

Derefter udføres en grundig undersøgelse, hvor kiropraktoren mærker på muskler og led samt udfører forskellige ortopædiske og neurologiske tests. I nogle tilfælde vil kiropraktoren også tage dit blodtryk og puls. Kiropraktoren undersøger både det involverede område og ofte også den modsatte side samt de led, der har relation til det berørte område.

På baggrund af disse oplysninger stilles en diagnose, der beskriver dine problemer. Hvis det vurderes nødvendigt, henvises du til videre udredning gennem egen læge. Afslutningsvis udarbejdes en behandlingsplan for dig.

Kiropraktor behanling af spædbørn og børn

Kiropraktorens gode råd til akutte smerter

Ved akutte smerter er det naturligt at blive nervøs og bange for at bevæge sig.

Det er dog bedst at bevæge sig så meget som muligt inden for din smertegrænse. Skift gerne stilling mellem liggende, stående og gående.

For at kunne holde ud at bevæge dig kan det være en hjælp at dæmpe smerterne med smertestillende medicin som fx Panodil, Pinex eller Ipren. Husk at læse indlægssedlen før brug. Vær altid opmærksom på, om du tager noget fast medicin, som ikke må tages sammen med det smertestillende præparat. Er du i tvivl eller har behov for vejledning, anbefaler vi, at du taler med din egen læge eller søger råd på apoteket.

Benyt gerne en ispose eller frosne ærter på det smertegivende område. Isen skal placeres uden på et klæde, fx et viskestykke. Du må benytte is i 10-15 minutter ad gangen, en gang i timen.